Vejen til konkursen: hvad jeg byggede op før 2023

Jeg voksede op i Billum og begyndte at arbejde med virksomheder, mens jeg var teenager. Det var ikke en færdig plan, hvor jeg på forhånd kendte udfaldet. Jeg var optaget af at prøve idéer af, finde kunder og forstå, hvad der skulle til for at få noget til at fungere. Jeg lærte ved at gøre arbejdet og ved at mærke, når noget ikke holdt. Den begyndelse betyder stadig noget for mig, fordi den forklarer, hvorfor jeg blev ved med at bygge videre, også når opgaverne blev mere krævende.

Når jeg fortæller om de første forsøg, vil jeg ikke gøre dem til bevis for, at alt siden var gennemtænkt. At være ivrig efter at skabe noget er ikke det samme som at have en struktur, der kan bære det. Den forskel blev vigtigere, efterhånden som ambitionerne voksede.

Jeg beskriver 2013 som starten på DeluxLife. E-commerce blev en stor del af mit arbejdsliv: produkter, webshops, annoncering og det daglige arbejde med at skabe efterspørgsel. Jeg kunne lide farten og mulighederne i at nå kunder digitalt. Samtidig krævede hver ny mulighed mere af driften. Der skulle være styr på, hvad vi solgte, hvad vi lovede, og hvad der faktisk kunne leveres.

Jeg fortæller om den periode, fordi den viser, hvad jeg byggede op før konkursen, ikke fordi den fjerner det, der senere gik galt. Det er let at se resultaterne udefra. Det sværere spørgsmål er, om beslutningerne, økonomien og systemerne kan følge med, når virksomheden udvikler sig hurtigt. Jeg stillede ikke altid det spørgsmål tydeligt nok, mens jeg stod midt i arbejdet.

I 2014 blev DeluxLife knyttet til IVÆKST-prisen i kategorien Årets Unge Håb. Det var en anerkendelse, jeg var glad for, og den hører med til min historie. Men en pris fortæller ikke, om alle dele af en virksomhed er stærke nok til det næste skridt. Den kan heller ikke bruges som et svar på de mennesker, der senere mærkede konsekvenserne af konkursen.

Jeg kan godt være stolt af noget, der lykkedes, og samtidig være ærlig om det, jeg burde have gjort anderledes. Når jeg ser tilbage, prøver jeg ikke at samle fortællingen i enten succes eller fiasko. Det, jeg byggede, og det, der ikke holdt, er dele af den samme erfaring. Jeg ville ønske, at jeg tidligere havde givet struktur og økonomisk overblik lige så meget opmærksomhed som mulighederne for vækst.

Jeg har selv beskrevet, at tingene nogle gange gik for stærkt, og at jeg ikke havde styr på det hele. Vækst kræver mere end annoncer og salg. Kunder, leverandører, økonomi, team og aftaler skal kunne følge med. Når de ikke gør det, bliver konsekvenserne ikke kun et internt spørgsmål. De kan ramme mennesker, der har regnet med, at virksomheden kunne stå ved sine forpligtelser.

Jeg vil ikke lægge ansvaret for mine valg på andre. Jeg traf beslutningerne som virksomhedsejer, også når jeg burde være standset op og have skabt et stærkere fundament. Det er en læring, jeg bruger, når jeg i dag taler om ansvarlig vækst. Den fulde fortælling om mit liv og arbejdet efter konkursen hører hjemme hos Bælum Stories; her holder jeg fokus på vejen frem mod konkursen og det ansvar, jeg selv må bære.

Læs min fulde livshistorie på Bælum Stories.

Kunder, leverandører og kreditorer mistede penge, da virksomhederne gik konkurs, og jeg tager ansvar for de konsekvenser, mine beslutninger havde for dem. Jeg kan ikke gøre deres tab mindre ved at fortælle om vækst eller en pris, og jeg vil ikke pege på andre for at slippe for mit ansvar. Skattetvisten og mit ansvar som virksomhedsejer er to forskellige spørgsmål, som begge må stå åbent. Jeg bestrider fortsat den skattemæssige behandling, men det ændrer ikke på, at mennesker mistede penge, og at jeg står ved min del af det, der skete.